Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Forum   Kalender   Sök
MhonArc Dato: [Date Prev] [Kronologisk oversigt] [Date Next]   Tråd: [Date Prev] [Oversigt tråde] [Date Next]   MhonArc
 

Har Rudersdal Kommune råd til at ladevære?



    Har Rudersdal Kommune råd til at lade være?
    ===========================================


    Rudersdal Kommune må have alt for meget overskud på
IT-budgettet i forbindelse med kommunesammenlægningen,
siden man fra starten ønsker at se bort fra et helt segment
af IT-leverandører.

    Kommunen har indgået samarbejde med en virksomhed, som ved
flere lejligheder er kritiseret for at låse kunderne fast.
I forbindelse med det samarbejde udelukker den kommende
storkommune muligheden for at bruge IT-leverandører, som
beskæftiger sig med Open Source software. Software, der
i Tyskland, Brasilien, Spanien og mange andre steder har ført
til besparelser i millionklassen alene på softwarelicensområdet.

    Kommunale IT-systemer skal før eller senere udveksle data med
andre systemer.

    Derfor er Rudersdal Kommunes administrative gruppes
indstilling om at man ikke skal bruge Open Source et regulært
skud i foden.  Udveksling af data kræver åbne specifikationer
og skal baseres på åbne standarder. Det gør mange Open Source
programmer i modsætning til den løsning, som Rudersdal nu
låser sig fast på.

    Næstformanden i SSLUG siger: "Vi ser undrende på
dispositionerne i den kommunale administration. Kommunerne
er storkunder. Der er åbenlyse fordele ved at benytte
strukturreformen til at sikre IT-infrastrukturen i fremtiden."

    "Hvis man på et senere tidspunkt vil vælge en anden
IT-leverandør, så er det for sent at opdage, at man ikke kan
hente data fra de eksisterende systemer. Systemerne skal kunne
arbejde sammen. Interoperabilitet[1] bør være det første krav,
man stiller til sin IT-leverandør."

    "Det er vigtigt at definere hvad man vil have, ikke hvilken
leverandør man vil benytte. Hvis en leverandør (Microsoft, IBM,
KMD ...) vil levere en platform baseret på åbne standarder, der
gør det nemt at integrere fremtidige udvidelser, så er
leverandøren et godt valg," slutter Jesper Krogh, næstformand
i SSLUG.

    Hvis leverandøren ikke sikrer interoperabilitet ved at basere
sig på åbne standarder, er der tale om fastlåsning til
leverandøren ("vendor lock-in") fordi et skift til en anden
leverandør vil koste uforholdsmæssigt meget.

    Resultatet er sælgers marked.

    Der er ikke saglige grunde til at datarepræsentationen
varierer fra leverandør til leverandør. Det er derfor de store
kunders ansvar, at man bruger formater, som er specificeret af en
neutral instans.

    Fordelene ved Open Source er åbenlyse, specielt i forbindelse
med en omlægning som denne. Open Source stiller den grundlæggende
IT-infrastruktur frit til rådighed for kommunerne. Efterfølgende
investering i infrastrukturen vil derefter kunne komme alle de
andre kommuner tilgode.


[1]
    Interoperabilitet betyder, at een computer kan læse, hvad en
anden skriver, hvilket ikke er så ligetil som med
papirdokumenter, hvor papirets kvalitet og bogstavernes form ikke
er afgørende for, at borgeren kan læse kommunens dokumenter.



         SSLUG

   Kontaktperson: Donald Axel -- <sslug@sslug>, 48 70 69 13
   Næstformand: Jesper Krogh -- <sslug@sslug>, 28 30 66 34

Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en Linux-brugergruppe
med over 5.500 medlemmer. SSLUG's formål er at udbrede kendskabet
til og brugen af det frie styresystem Linux. Linux er i dag et af
verdens hurtigst voksende styresystemer. SSLUG's hjemmeside kan
findes på: http://www.sslug.dk/




 
Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Översikt   Kalender   Sök

 
 
Fel och synpunkter angående webb-sidorna skickas till <www_admin>. Senaste ändring 2005-09-06, klockan 07:06
Denna sidan underholds av MHonArc .