Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Översikt   Kalender   Sök
 

Boganmeldelser

Open Source generelt

Linux generelt

Systemadministration

Programmering

HOWTO'er


Har du læst en bog om Linux eller et relateret emne? Send en kort anmeldelse til SSLUG's webaministratorer, så bliver den sat ind her på siden.

Længere anmeldelser modtages også gerne, helst som færdig HTML, da de vil få hver sin side med link fra hovedsiden for at bevare overskueligheden.

Er du uenig med en af anmeldelserne? Send et par linjer om hvorfor, så bliver det lagt ind under punktet "VETO!" ved den oprindelige anmeldelse.

Hvis du har lyst til at anmelde en bog, så tjek eventuelt her om en anden allerede har lagt billet ind på det pågældende værk.

Som alternativ og/eller supplement til bøger er de såkaldte HOWTO'er en glimrende, righoldig og gratis informationskilde, som begyndere ofte overser eller slet ikke kender til eksistensen af selv om de med meget stor sandsynlighed har dem liggende i /usr/doc/HOWTO. Hvis du har haft glæde af en "HOWTO" så skriv et par ord om den her til siden så andres chance for at blive opmærksom på den forbedres.


Bøger via DKUUG

Læg mærke til at DKUUG giver 15% rabat på alle bøger, både om Linux og om andre emner til medlemmer af SSLUG og kan levere fra dag til dag.


Linux generelt

Titel: Running Linux

Forfatter: Matt Welsh & Lar Kaufman

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-565-92151-8

Pris: 287,- (excl moms), medlemspris hos DKUUG 244,- (excl moms)

Antal sider: 575

Beskrivelse: Denne bog er ganske enkelt en guldgrube af information for nye og let øvede Linux-brugere. Den behandler klart og forbilledligt enkelt næsten alle aspekter af det at installere og bruge Linux og er dermed også en rigtig god introduktion til alle standardprogrammerne. Jeg anskaffede mig mit eksemplar da jeg begyndte at køre Linux for snart tre år siden og det bærer tydeligt præg af at have været flittigt brugt. Der er i øvrigt kommet en ny udgave som jeg ikke har set, men det skulle undre mig meget om den ikke lever op til den oprindelige udgaves høje standard.

Bedømmelse: Simpelthen den bedste generelle bog om Linux!

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Learning the vi Editor (5th ed.)

Forfatter: Linda Lamb

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 0-937175-67-6

Pris:

Antal sider: 192

Beskrivelse: Jag menar att boken är en utmärkt hjälp för dom av oss som är tvingade att använda vi av olika skäl. Den går igenom simpel editering, användning av vi i kombination med vanliga UNIX kommandon och grundläggande konfiguration av editorn.

Bedømmelse: Jag skulle rekommendera boken till alla som arbetar i en UNIX miljö och inte får eller kan installera sin favorit editor. Nu kommer alla vi fanatiker att slå mig:-(.

Anmelder: Martin Wahlén (<mwahlen@soundfound.com>)


Titel: SuSE. Linux 5.2 manual

Forfatter: Bodo Bauer og co. (der er ialt 17 personer, der har skrevet noget til bogen)

Forlag: SuSE, Inc.

ISBN: 3-930419-51-3

Pris: 325,00 kr (4 cd'er + 1 manual + 1 opstartsdiskette)

Antal sider: 430

Beskrivelse: Bogen beskriver installation og opsætning af Linux. Der beskrives opsætning af både hardware og software, derunder LILO, X-vinduessystemet, netværk..mm. Til sidst i bogen er der et kapitel der beskriver de basale ting som copy, move, delete og mount. Så er man klar til howto.

Bedømmelse: Dette er en meget god bog for såvel totalt begyndere som de lidt øvede. De der har arbejdet med Linux i længere tid har nok ikke den største glæde af denne bog. Ok, bogen er baseret på distributionen SuSE. så der er mange ting der ikke passer til andre distributioner, men alligevel er den så omfangsrig at den også tager opsætningen uden YaST med.

Anmelder: Anders Bach Nielsen (<abachn@get2net.dk>)


Titel: A Practical Guide to Linux

Forfatter: Mark. G. Sobell

Forlag: Addison-Wesley

ISBN: 0-201-89549-8

Pris: kr. 480,- Bogen fås med rabat for DKUUG & SSLUG medlemmer gennem DKUUG (priserne på DKUUG's side er excl moms)

Antal sider: 1015

Beskrivelse: "A Practical Guide to Linux" er en begynderbog, og den forudsætter hverken kendskab til programmering eller Unix . Den gennemgår værktøjer, begreber & filsystem, forklarer brugen af editorer (joe, vi, emacs), har en grundig gennemgang af skal & skal-programmering (bash, tcsh, zsh), forklarer X-vinduessystemet, giver anvisninger på systemadministration, og indeholder en opslagsdel på 250 sider med grundig beskrivelse af næsten 100 værktøjer. Bogen har intet afsnit om installation, da forfatteren mener, at enhver ordentlig distribution indeholder det nødvendige. Linus Torvalds, der selv lærte UNIX efter en bog af Sobell, har skrevet forordet til bogen.

Bedømmelse: Fem pingviner af fem mulige. Bogen er så fremragende en begynderbog, at den fortjener en fyldigere anmeldelse.

Anmelder: Anthon Vagn Jensen (<lframe@post9.tele.dk>)


Titel: Linux in a Nutshell

Forfatter: Jessica P. Hekman & the Staff of O'Reilly & Associates

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-167-4

Pris: Vejl. pris jeg har set er 240,- kr incl moms

Antal sider: 438

Beskrivelse: Jeg har lige købt bogen Linux in a nutshell. Jeg fik godt nok af vide at den var lidt overfladisk, men syntes ikke selv at den er det. Personen der fortalte mig det var også selv lige begyndt at arbejde med Linux. Men alligevel syntes jeg det er en god bog, i stedet for at man skal slå op i man, eller skifte consol og slå op i man hvis man er i gang med noget, så er den rar at have. Jeg har selv haft brug for den, og kan da godt anbefale at den købes.

Bedømmelse: Bogen er en reference til kommandoer med parametre og fortæller ikke så meget om de forskellige kommandoer, men den er god som opslag lige ved hånden... Vi skal jo ikke glemme at der stadig er noget der hedder håndbøger ;)))))

Anmelder: Yngve Nielsen (<yngve@linux.dk>)


Systemadministration

Titel: Linux Network Administrator's Guide

Forfatter: Olaf Kirch

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-087-2

Pris:

Antal sider: 335

Beskrivelse: Dette er en indføring og praktisk vejledning i TCP/IP, UUCP, DNS, PPP, e-post, nyhedsgrupper og så videre, altså stort set alt hvad der har at gøre med at køre netværk under Linux. Det forudsættes at man er i stand til at redigere en tekstfil og generelt "komme omkring" i systemet.

Lars Marqvart Jørgensen tilføjer at bogen oprindelig er et barn af The Linux Documentation Project og kan hentes frit på Nettet, f.eks. på http://www.sunsite.auc.dk/ldp/LDP/nag/nag.html

Lars skriver også: "Jeg har selv haft stor glæde af en udprintet version. Linket er selvfølgelig mest for folk med adgang til en god printer ;-))"

Bedømmelse: Glimrende og forholdsvis nem bog om emnet

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: TCP/IP Network Administration

Forfatter: Craig Hunt

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 0-937175-82-X

Pris:

Antal sider: 472

Beskrivelse: Denne bog omhandler TCP/IP under UNIX generelt i modsætning til Linux Network Administrator's Guide og går nok også lidt mere i dybden med tingene. Hvis man er bare en lille smule seriøs mht. netværk er den svær at komme uden om.

Bedømmelse: God, grundig bog

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: SAMBA - Integrating UNIX and Windows

Forfatter: John D. Blair

Forlag: Specialized Systems Consultants, Inc. (SSC)

ISBN: 1-57831-006-7

Pris: Omkring 500,-

Antal sider: 289 + CDROM

Beskrivelse: Dette er vel egentlig en praktisk orienteret bog om Samba, i hvert fald når man bladrer den hurtigt igennem, men den første del af bogen handler mest om Windows-netværk fra et teknisk synspunkt og om at kompilere Samba på forskellige platforme. Der ryger også en del Open Source-præk indover. De sidste to tredjedele er nærmest en slags kombineret brugervejledning og opslagsværk.

Bedømmelse: En noget strammere redigering ville have pyntet, både mht. indhold og layout, og så kunne man godt have undværet den forældede cdrom. Alligevel vil jeg anbefale bogen da den i praksis har vist sig at være rigtig rar at have ved hånden hvis man har en server kørende med Samba.

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Apache - The Definitive Guide

Forfatter: Ben Laurie & Peter Laurie

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-250-6

Pris: Omkring 500,-

Antal sider: 246 + CD-ROM

Beskrivelse: Denne bog beskriver ved hjælp af gennemgående eksempler en masse om hvordan man administrerer og programmerer til Apache. Tempoet er nogenlunde højt, men hvis man ellers kan finde rundt i sit system burde det være til at følge med til.

Bedømmelse: En god og praktisk orienteret indføring i Apache. Dele af den kunne dog godt trænge til en opdatering og cdrom'en kunne godt undværes.

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


The Linux Network

Titel: The Linux Network

Forfatter: Fred Butzen & Christopher Hilton

Forlag: IDG Books Worldwide

ISBN: 1-55828-589-589-X

Pris: 395,-

Antal sider: 526 + CD-ROM med Slackware Linux

Beskrivelse: Bogen gennemgår, hvordan man sætter et intranet op og forbinder dette med internettet, og det forudsættes at man har kendskab til de grundlæggende kommandoer i Linux og er fortrolig med filsystemet. Forfatterne forklarer først teoretisk, hvad et netværk er, og hvordan det virker. Herefter beskriver de trin for trin, hvordan man rent praktisk sætter sit eget intranet op: Hvordan man kompilerer en kerne, der understøtter netværk, hvilken hardware man skal vælge, og hvordan man installerer den og så fremdeles, indtil man til sidst står med en gateway til internettet med Apache, Sendmail og DNS installeret, som man så kan slutte andre, også windows, maskiner til. Det, der især gør bogen velegnet for begyndere, er dens meget pædagogiske form, hvor den praktiske fremgangsmåde nærmest er som en brugsanvisning, der punkt for punkt fortæller, hvordan man skal bære sig ad, samt at alle de forkortelser og keywords, der forekommer i konfigurationsfiler, eller som man ser på skærmen, er forklarede i teksten.

Bedømmelse: Rigtig god begynderbog, der på bedste amerikanske lærebogsmanér tager læseren ved hånden og fører ham gennem stoffet, og som på intet tidspunkt efterlader ham med ubesvarede spørgsmål. DNS afsnittet beskriver desværre opsætningen af den ældre version af Bind (4.9.x) og ikke 8.x.x. Desuden henvises konsekvent til Slackware Linux, som også er den distribution der følger med bogen på CD-ROM - måske kan dette være et problem for RedHat brugere.

Anmelder: Jens Kronholm (<jens@kronholm.dk>)


Programmering

Titel: Linux Programming

Forfatter: Patrick Volkerding, Eric Foster-Johnson, Kevin Reichard

Forlag: MIS:Press

ISBN: 1-55828-507-5

Pris:

Antal sider: 374

Beskrivelse: På trods af titlen handler de første 114 sider af denne forholdsvis korte bog om hvordan man installerer Linux fra den medfølgende Slackware cd-rom, hvilket jeg var noget skuffet over. Herefter præsenterer den i hurtig rækkefølge GNU-værktøjerne til programmering i C, programmering til X, Tcl, Perl, Java etc. Bogen kommer aldrig rigtig i dybden med nogen af emnerne, men kan måske bruges som introduktion til de muligheder Linux tilbyder for programmører der kommer fra andre systemer.

Bedømmelse: Overfladisk

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Learning Perl

Forfatter: Randal L. Schwartz & Tom Christiansen

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-284-0

Pris: 306,- (excl moms), medlemspris hos DKUUG 260,- (excl moms)

Antal sider: 269

Beskrivelse: Dette er standardbogen hvis man vil lære Perl - og hvem vil ikke det? ;-)

Der kræves nok et vist forhåndskendskab til programmering og man bør også føle sig nogenlunde hjemme i sit system inden man giver sig i kast med den. Der er øvelser til hvert kapitel og løsningerne bag i bogen indledes i den ægte Perl-ånd næsten allesammen med "Here's one way to do it:"

Bedømmelse: God og klar lærebog

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Programming Python

Forfatter: Mark Lutz

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-197-6

Pris:

Antal sider: 880

Beskrivelse: Hvis ikke Python havde været sådan et godt programmeringssprog havde jeg nok ikke gidet kæmpe mig halvvejs igennem denne mursten af en bog - den kunne med fordel have været skåret ned til det halve. Jeg er måske utålmodig, men jeg har altså en tendens til at begynde at kede mig når det samme banale eksempel med minimale variationer trækkes rundt i manegen igen og igen. Indholdet er sådan set godt nok, men knækker sammen under sin egen vægt. Hvis den havde været bare halvt så koncis som Kernighan og Ritchie's "The C Programming Language" havde det været en ti gange bedre bog.

Bedømmelse: Moderat god, men ALT for snakkesalig!

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Program Development in UNIX

Forfatter: J. T. Shen

Forlag: Prentice Hall PTR

ISBN: 0-13-237397-1

Pris:

Antal sider: 380

Beskrivelse: Denne bog introducerer en række af de værktøjer og teknikker man ikke kender hvis man som jeg i sin tid lærte at programmere under MS-DOS, men som kan være af stor nytte under UNIX. Forfatteren har tilsyneladende ikke hørt om ANSI C og en del af koden er efter min mening ret middelmådig. Ikke desto mindre vil jeg sige at jeg havde glæde af bogen, men det er ikke et uopslideligt værk man har daglig glæde af i mange år.

Bedømmelse: OK, men begrænset holdbarhed.

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: UNIX Systems Programming (for SVR4)

Forfatter: David A. Curry

Forlag: O'Reilly & Associates, Inc.

ISBN: 1-56592-163-1

Pris: I omegnen af 400,-

Antal sider: 595

Beskrivelse: Denne bog beskriver C programmering under UNIX systemer. Man skal have forhåndskendskab til sproget C, og man skal være i stand til at skrive simple programmer under UNIX. Er man det, får man i denne bog en god introduktion og reference til C bibliotekets funktioner. Bogen kan enten læses fra en ende af, hvor den så introducerer de forskellige aspekter såsom low-level I/O, standard I/O, pipes, signaler, BSD sockets, filsystem-funktioner, o.s.v. Man kan også bruge bogen som reference, hvor den giver ret god hjælp når man er i tvivl om hvad det lige er for en rutine der er bedst egnet til det man nu lige står og skal have gjort. Der er små program-eksempler til nogen af funktionerne, der illustrerer simpel brug. Desuden indeholder de fleste kapitler et afsnit kaldet ``Porting Notes'', der kort fortæller hvilke funktioner man ikke skal bruge hvis man vil kunne flytte sit program til andre UNIX'er. Dette er guld værd, hvis man har brug for det. Bogen refererer ikke direkte til GNU/Linux, men til SVR4 systemer generelt. SVR4 ligger tæt op ad POSIX standarden, som GNU/Linux også læner sig op ad. Jeg har ikke selv haft problemer med at benytte bogens eksempler direkte eller let tilpasset på Linux systemer.

Bedømmelse: Har man behov for at skrive programmer der rækker lidt videre end ``Hello World'' under GNU/Linux, er denne bog guld. Den giver en introduktion til de ting man kan under UNIX (og dermed under Linux) som er meget værd for de af os der lærte at programmere C under et ikke-UNIX system. Desuden fungerer den som en udemærket reference når man efterhånden kan sit kram.

Anmelder: Jakob Østergaard (<jakob@ostenfeld.dk>)


Titel: Beginning Linux Programming

Forfatter: Neil Matthew & Richard Stones

Forlag: WROX Press

ISBN: 1-874416-68-0

Pris: ?

Antal sider: 710

Beskrivelse: En grundig bog om programmering i Linux. Som alle andre bøger starter den med "Hello, World" og en introduktion til C-kompilatoren, men går derefter straks videre med beskrivelse af header-filer og biblioteker, samt hvordan man laver både statiske og delte biblioteker. Hovedvægten i bogen er lagt på programmering i c, inklusiv behandling af filer, terminaler og curses, IPC, semaphorer, message queues, shared memory og sockets. Derudover behandles også shell-programmering, tcl, programmering til X (java og tk) og CGI, hvor de sjovt nok næsten ikke nævner Perl. Et appendix beskæftiger sig med portabilitet, og et andet med GNU / Free Software Foundation.

Bedømmelse: Meget grundig bog. Velegnet til begyndere ud i kunsten at programmere i Linux/Unix. Man føler sig sjældent ladt alene med en halv forklaring. Specielt C-eksemplerne er grundigt kommenteret og forklaret. Som opslagsbog er den ikke velegnet, men en systemeatisk gennemgang af kapitlerne giver et godt udbytte.

Anmelder: Kristian Vilmann (<kristian@vilmann.com>)


Titel: Practical Programming in Tcl and Tk (2nd edition)

Forfatter: Brent B. Welch

Forlag: Prentice Hall PTR

ISBN: 0-13-616830-2

Pris: cirka 500,-

Antal sider: 613 + cdrom

Beskrivelse: Tcl/Tk er måske ikke verdens kønneste programmeringssprog, men er både sammen og hver for sig meget nyttige i praksis. Dette er den bedste bog jeg er stødt på om emnet og lægger desuden i høj grad op til at bruge Tcl/Tk på tværs af platforme. Hvad skal jeg sige, boller fra Kohberg?

Bedømmelse: Denne her kan jeg virkelig godt lide. Ikke så meget pladder, det handler om at få skrevet nogen programmer. Den lever glimrende op til titlen og er god både som lærebog og opslagsværk.

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


Titel: Linux Application Development

Forfatter: Michael K. Johnson & Erik W. Troan

Forlag: Addison-Wesley

ISBN: 0-201-30821-5

Pris: 575,- inkl. moms, fås med 15% rabat hos DKUUG for medlemmer af SSLUG.

Antal sider: 538 (ikke specielt tæt beskrevne)

Beskrivelse: Titlen er "Linux Application Development", men burde måske have været "Linux C Programming", det er i hvert fald hvad den handler om. Glem alt om Python, Perl og Tcl/Tk, denne her handler om C og bestemt ikke på begynderniveau. Der forudsættes helt klart at selve sproget C er på plads hos læseren, men ikke nødvendigvis det store kendskab til Linux "under kølerhjelmen". Ud over at dække det stof om systemprogrammering, der er specielt for Linux (cirka de emner der behandles på en mere generel måde i UNIX Systems Programming (for SVR4)) kommer den ret detaljeret ind på en række Linux-specifikke udviklingsværktøjer og emner som f.eks. delte kontra statiske biblioteker. For en enkelt gangs skyld følger der ikke en cdrom med, men det burde der måske til den pris. Til gengæld er det en udstyrsmæssigt lækker bog at have mellem hænderne, rigtig hardcover og godt layout. Tag evt. et kig på forlagets side om bogen.

Bedømmelse: Virkelig god, men temmelig dyr. En bog der på mere end en måde "går efter guldet". Anbefales varmt, men køb også "Løvebogen"

Anmelder: Snebjørn Andersen (<sja@sslug.dk>)


HOWTO

From DOS to Linux: Denne "howto" er næsten et must for alle nye linux-brugere der før i tiden har arbejdet meget med Dos eller Windows. Denne howto giver et godt indblik i hvordan kommandoer skal bruges og hvilke kommandoer til hvilke operationer. Howto'en gennemgår mange praktiske og basale emner som mange nybegyndere vil have med Linux. (set ud fra spørgsmålene på SSLUG, fra begyndere). (Anders Bach Nielsen)

Kernel: Denne howto handler om kernen i linux, og alt hvad der kan lade sig gøre med den. Der beskrives hvad kernen gør, hvordan den hænger sammen og hvordan man laver sin egen kerne. Beskrivelsen af hvordan man laver kernen er god og giver et godt overblik over hvad man skal lave. Denne howto er faktisk et "must". Man skal læse denne howto, fordi man kommer s'gu ikke udenom at lave sin egen kerne på et tidspunkt. Der er en udførlig beskrivelse af hele processen, så her kan man ikke løbe udenom. (Anders Bach Nielsen)

Sound: Denne howto handler om hvordan man sætter linux op til at kunne afspille lyd. Der beskrives hvilke lydkort der er understøttet, installation af hardware og hvordan man laver/kompilere den nødvendige software. For at kunne forstå denne howto ville det være en god idé først at læse kernel-howto da der der bliver sagt nogle grundlæggende ting om hvordan man kompilerer en kerne, som er underforstået i denne howto. (Anders Bach Nielsen)

Sound Playing: Denne "howto" handler om hvordan man håndterer lyd i linux. Der beskrives hvilke formater linux understøtter og hvilke programmer der findes til afspilning af de pågældende formater. Til hvert program er der også en lille beskrivelse af det og hvordan man bruger det. Denne howto kan bruges når man har compilet en kernel der understøtter lyd og vil til at bruge det, så inden man kaster sig over denne "howto" skal man lige læse lidt om hvordan kan laver en kerne der understøtter lyd. (Anders Bach Nielsen)

Benchmarking: Denne "howto" handler om hvorfor og hvordan man måler ydelsen på sin egen eller naboens komputer. Der beskrives hvordan og med hvilke programmer selve målingen udføres. Dette er en god hjælp til alle dem der vil vide hvor god deres eller naboens komputer egentlig er. Sammen med denne "howto" kommer der et skema hvor man kan indsætte de målte værdier til senere brug. (Anders Bach Nielsen)


Andre sider med anmeldelser af bøger om Linux

David Klem's Linux Book Reviews

The L.I.B.O.R. Project

 
Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Översikt   Kalender   Sök

 
 
Fel och synpunkter angående webb-sidorna skickas till <www_admin>. Senaste ändring Monday, 28-Jan-2008 10:19:31 CET
Denna sidan underholds av Web-administratorerne .